”Vil du filme, når jeg dør?”

Af Søs Hougaard, Cheftræner

I dag modtog jeg en mail i min indbakke, fra en forælder til en pige der går til idrætsgymnastik, og omhandlede en episode i træningssalen, hvor pigen havde oplevet frygt for et moment.

Mailen er ikke enestående og hvor ubarmhjertigt det end lyder, så er frygt og idrætsgymnastik noget der går hånd i hånd. Idrætsgymnastikken er den hårdeste og teknisk sværeste gymnastikdisciplin der findes… ja, nogen kalden den sågar verdens hårdeste sportsgren. Ikke desto mindre er der millioner af børn verden over der dyrker denne spektakulære idrætsgren. Det er selvfølgelig fordi, man kan lære at håndtere sin frygt. Man kan lære at overvinde den og acceptere den, som en følgesvend i træning og konkurrence, på samme måde som sommerfugle i maven, bøf i hænderne og den konstante strøm af småskavanker og blå mærker der følger med idrætsgymnastikken.

Der er flere årsager til man oplever frygt i træningen, men uanset hvilken årsag eller kombination af årsager der er tale om, så er det ganske overvældende, når man oplever det for første gang, og det kan føre til at man ikke har lyst til at gå tilbage til træningssalen. For nogen vil det selvfølgelig være den rigtige beslutning at skifte til en anden og knap så grænseoverskridende fritidsaktivitet, men for de fleste kan det med åbenhed, ærlighed og samarbejde med træneren sagtens blive en helt naturlig del af et træningspas at øve teknikker til at bearbejde frygt. For ærlig talt, så skal man altså være helt idiot, hvis man ikke bliver bare lidt bange for de vanvittige momenter idrætsgymnastikken kan byde på. Men igen, det er jo kun indtil man har lært dem.

Når jeg indleder med at sige, at frygt og idrætsgymnastik går hånd i hånd, så er det fordi det er uomtvisteligt… Når man har lært et nyt og svært moment -teknikkerne til at håndtere frygten er på plads, og det ikke længere fylder så meget i hovedet, når det skal udføres, så sker der bare det, at træneren finder på et nyt moment der i starten er lige så frygtindgydende som det foregående. Det sindssyge er så, at man oftest udfordres med frygt på alle fire redskaber og der hele tiden er nogen der er meget dygtigere, og som flytter grænserne for det opnåelige.

 ”Vil du filme, når jeg dør?” er et citat fra en af mine elitegymnaster ved DM forrige år. Hun skulle udføre en connection på bom bestående af en smetterling og en flik. Det sidste moment i serien er selv sagt afhængig af kvaliteten af det første. Man er oppe i 125 cm og har kun 10 cm at lande på. Det er trænet til perfektion og det er indøvet at der kun tænkes på teknik frem for følelser. Vedkommende gymnast trænede 20 timer om ugen, og kunne sit shit. Alligevel rammer frygten. Det kan jo gå galt, men det er der ikke plads til at tænke på mens man står på bommen. Holdkammeraten der fik stukket mobilen i hånden for at filme dødsscenen, grinede bare og sagde ”selvfølgelig” Morbid humor er også en vej til at distancere frygten, og rammer selv de dygtigste.